Sorgen har mange ansigter og kan ikke gradbøjes

sorgen

Kl. er 04.00 og min telefon ringer et sted langt langt borte.
Jeg går fra stadiet dyb søvn over halvvågen til med en knugende helkropsangst at flyve op af sengen og styrte ud i mørket for at modtage budskabet.
Hun siger ikke så meget, men hun græder, og jeg kan godt selv gætte det. Min slørede hjerne er på mindre end et halvt sekund klar, og jeg mærker nærmest hvordan adrenalinen bliver pumpet pulserende ud inden stemmen knækker over og hun siger: ”Han er død”.

Der var noget i mørket, der ville i snak med mig
Siden den nat for så mange år siden har min telefon ringet hver nat.
Eller sådan har det i hvert fald føltes.
Jeg vågner, kigger på uret og observerer at klokken er 04.00 og jeg sender en kærlig tanke ud i universet. Sådan har det ikke altid været.
I starten var jeg så bange, så det føltes som om der krøb skovsnegle op af min ryg, og mit hjerte hamrede af sted på en helt forkert måde.
Sådan var det lige indtil den dag, hvor jeg begyndte at snakke med ham.
Det var en bævende kommunikation i starten, men hen af vejen gav det mig ro.
Roen fik jeg, fordi jeg tillod mig selv at sige højt ud i rummet, præcis det som jeg havde brug for at få sagt. Jeg blev venner med det, der var derude, som forstyrrede mig, og jeg bød det velkomment indenfor i mit liv.
Jeg var blot i starten af tyverne og hvis jeg på noget tidspunkt i mit liv har følt mig alene, så var det lige præcis der.
I den kulsorte nat med en puls på langt over det, der anbefales og en følelse af dyb dyb magtesløshed.

Måske sidder du nu og tænker lidt over sammenhængen i historien her, og hvem det dog var jeg snakkede med – og det kan jeg godt forstå.
Jeg tror de linjer jeg har skrevet ovenfor, afspejler den rodede tilværelse det var at være mig på det tidspunkt i mit liv.
Så hvis du ikke helt har overblik endnu, så hav tålmodighed for det kommer. Lad os gå tilbage til den nat, som ændrede alting.

Den surrealistiske virkelighed når nogen er død
Jeg er egentlig forholdsvis fattet.
Jeg tager tøj på og stepper ud af døren på repoet.
Det er først i marts og der er stadig en lille smule rimfrost som pynt på biler, træer og buske.
Jeg husker lugten af tidlig morgen og forår der så småt er på vej.
Jeg husker fornemmelsen af at være i live, og det store paradoks det er, at et andet liv netop er afsluttet. Turen i bilen er ufatteligt uendelig, og elevatoren løfter mig som i slowmotion hele vejen op til 12. sal.
Der står hun. Helt alene. Min søster.
Jeg tager min bedste nu-skal-jeg-nok-passe-på-dig-rolle på og går ind i scenariet med en selvfølgelighed, som om jeg har gjort det mange gange før. Det har jeg bare ikke.

Angsten for min egen dødelighed var større end sorgen
Jeg gik først i stykker noget tid efter, men det var lige inden begravelsen.
Jeg indser pludselig og til kæmpe desperation, at jeg ikke kan komme med til begravelsen, fordi alting inde i mig simpelthen ikke kan bære det.
Det jeg ikke kan bære er, at skulle bære hendes smerte over tabet af hendes elskede.
Og så er der en ting mere jeg ikke kan bære, og det har taget mig over 10 år at turde sige det højt.
Jeg kan ikke bære tabet af min egen dødelighed.
For det er det, der er sket. Jeg er blevet konfronteret med min egen dødelighed i en alt for ung alder.
Og jeg skammer mig over at sorgen og angsten for min egen dødelighed næsten fylder mere end selve sorgen over min søsters kæreste.

Indadvendt og angst
Det næste stykke tid sker der ting i mit liv, som det har taget mig lang tid at acceptere.
Det har været forbundet med den dybeste skam over min opførsel, og jeg kan stadig heller ikke skrive det ned, uden at tårerne finder vej.
Jeg tager lige en dyb indånding, og husker mig selv på hvorfor jeg sidder her og skriver og hvad mit dybere formål er.
Og jeg håber at nogen derude får helet deres egen skam ved at jeg står frem med min.
Og nu tilbage til historien.
Min søster og jeg dealer med sorgen på hver vores måde.
Jeg går helt ind i mig selv og bliver panisk angst.
Jeg får alle tegn på sygdom i løbet af de næste 3 måneder.
Mine modersmærker vokser, jeg får ondt i underliv og bryster, jeg bliver bange for at få en hjerneblødning. Jeg græder som på klokkeslæt hver dag kl. 18 eller hvis vi kører forbi hans lejlighed.
Mine tanker kredser om det konstant.

Jeg troede jeg havde opskriften på at sørge
Min søster reagerede på en anden måde.
Hun vendte sin sorg mere udad.
Hun gik til psykolog og fik hurtigt kontakt til andre mænd.
Hun opsøgte hans gravsted og hans forældre og hun blev i sine følelser på en tilstedeværende måde.
Og nu kommer det sted som jeg har forsøgt at undgå at tilstå.
Jeg dømte hende.
Jeg talte grimt om hende og var helt igennem det man kan kalde godt og gammeldags forarget over hendes opførsel.
Jeg syntes hun BURDE sørge.

For det havde jeg lært et eller andet sted i mit liv, at når nogen dør, så skal man sørge.
Og jeg havde kun øje for at når man sørger, så foregår det på en eller anden asketisk måde uden nogen som helst glæder i sit liv.
Så det var sådan jeg selv gjorde.
Jeg trak mig helt ind i mig selv og gik i stå og gik i stykker indeni.
Og så dømte jeg hende og fik det lidt bedre med mig selv, indtil den dag jeg indså at jeg var holdt op med at sørge, men stadig sad fast i min egen dødsangst, og at den fyldte hele mit liv.

Om tilgivelsens magiske kraft
Titlen på dette blogindlæg hedder sorgen har mange ansigter og kan ikke gradbøjes og det er den pointe vi er nået til nu.
For nu skal det handle om tilgivelse.
Mest af mig selv.
For min søster har jeg aldrig haft brug for at tilgive.
Hun gjorde jo intet galt, og det indså jeg for mange år siden.
Den jeg har brug for at tilgive er mig.
Jeg har brug for at tilgive at jeg dømte et andet menneske som lå ned.
Og jeg har brug for at tilgive at jeg talte grimt om hende som altid har støttet mig.
Jeg har også brug for at forsvare mig og sige at jeg gjorde det fordi jeg ikke vidste bedre.
Og så har jeg brug for at gå til bekendelse i så meget offentlighed som denne blog er, og det er ikke for at bede om tilgivelse fra dig som lige nu er mit publikum, for det er mit eget ansvar og det er jeg selv i gang med at klare lige nu.
Offentligheden er mere en drivkraft for mig, fordi at jeg synes mit budskab er vigtigere end om jeg selv er færdig med tilgivelsesprocessen.
Både budskabet om at tilgive sig selv og om at sorg ikke kan være rigtig eller forkert – den er bare – og den har mange ansigter og kan ikke gradbøjes.

Kærlig hilsen Signe