Lever du, mens du venter på bussen?


Af Signe Ruby

Svigermors visdom

Jeg har været så heldig i mit liv, at jeg på et tidspunkt havde en helt vidunderlig svigermor.

Hun er en helt fantastisk og enestående kvinde, som har lært mig at trække på skuldrene og sige pyt, og så har hun lært mig at stå ved mig selv og brænde for det, jeg tror på.

Hun deler min passion for psykologi, personlig udvikling og filosofi, og hun støttede mig i min udvikling på et yderst sårbart tidspunkt i mit liv.

Jeg elsker hendes selskab, fordi hun er meget nem at være sammen med, forstået på den måde at hun altid siger det, hun mener.

Det er virkelig befriende, fordi jeg slipper for at løbe rundt i cirkler og bruge min intuition til at mærke hende hele tiden.

Nå, men lovprisningen af hende holder lige pause et øjeblik, og i stedet vil jeg koncentrere mig om noget hun engang fortalte mig.

Hvad tænker du om sætningen ”Den sorte mand lever også, mens han venter på bussen”?

”Den sorte mand lever også, mens han venter på bussen”.

Det var noget i den stil, hun havde læst i en bog af Karen Blixen. Det er en sætning, der har rumsteret i mig, siden den dag hun sagde det.

For hvad betyder det egentlig, at ”Den sorte mand også lever, mens han venter på bussen”?.

Jeg har som underviser ofte plaget mit publikum med dette spørgsmål,og jeg er hen ad vejen blevet mere og mere nysgerrig efter, hvad den jeg stiller spørgsmålet svarer.

Så jeg må indrømme, at jeg lige nu ønsker mig at kunne krybe ind i din hjerne kære læser og se hvad der foregår.

Det er jo lidt umuligt, så jeg vil i stedet dele ud af mine tanker.

Den hvide mand glemmer at leve nærværende og med passion

Jeg tolker straks en masse om den hvide mand, når jeg læser sætningen ”Den sorte mand lever også mens han venter på bussen”, og det siger jo selvfølgelig meget mere om mig end om Karens Blixens pointe.

Jeg kommer til at tænke, at den hvide mand ikke lever, mens han venter på bussen.

Den hvide mand er i min optik billedet på det vestlige menneske, altså et menneske som dig eller mig.

Så jeg får billedet af en masse mennesker ved busstoppestedet, som sidder i deres egen lille verden uden interaktion og med fornemmelse af at være gået lidt i stå.

Jeg får billedet af at være en anelse sær, hvis jeg vælger at sige noget til en af dem.

Og jeg får også billeder af køen i supermarkedet, hvor samme normsæt gælder.

Men nogle gange sniger livet sig ind på os

Og så får jeg også nogle flash til anderledes situationer fra min dagligdag: min lille datter der sidder i indkøbsvognen og overcharmer herren bagved.

Eller mig selv på et flysæde ved siden af en fremmed dame, som ender med at fortælle sin livshistorie til ivrigt lyttende mig.

Så det findes altså også i mit liv, det at leve, mens man venter på bussen.

Så gad vide om det er det, hun mener, Karen Blixen, at det er interaktionen med andre der giver liv?

Eller måske mener hun bare, at det er vigtigt at huske at leve hele tiden og ikke kun leve for højdepunkterne?

Jeg gætter bare. Jeg elsker at gætte. Det bringer mig i tæt forbindelse med min intuition.

Den sorte mand sat op på en piedestal

Jeg tolker også straks en masse om den sorte mand, når jeg læser sætningen ”Den sorte mand lever også mens han venter på bussen”.

Her er jeg nødt til at afsløre, at jeg er fan af fremmede kulturer og mega nysgerrigt anlagt, så jeg er fascineret og som regel fuld af beundring, når jeg ser en sort mand (eller kvinde), og det er den forforståelse, jeg skriver ud fra.

Så jeg tænker, at den sorte mand er en sprudlende humørbombe, som taler med alt og alle og nyder den enestående tid det er at få lov at vente på bussen.

Når jeg stiller det sådan lidt firkantet op, kan jeg godt selv se at billedet bliver lidt fortegnet, og at det vestlige menneske bliver et sky, egoistisk, frygtsomt menneske, der er sig selv nærmest; sat overfor den sorte mand som i min verden bliver en livsnyder og et særdeles åbenhjertigt menneske.

Det er naturligvis ikke hele sandheden, men det er måske heller ikke helt forkert.

Men dette blogindlæg handler ikke så meget om jagten på sandheden, for den er jo forskellig, alt efter hvem du er.

Mere spændende er det at reflektere over, hvilke indsigter en lille sætning som ”Den sorte mand lever også, mens han venter på bussen” kan give.

Hvorfor fortæller vi os selv at vi skal vente?

Begrebet tid dukker op.

Og det at vente.

Og tænk hvor meget tid vi mennesker i virkeligheden bruger på at vente.

Selv er jeg begyndt at holde op med at vente, og det kan virkelig anbefales.

Tidligere i mit liv ventede jeg på meget fx: på at det blev weekend så jeg fik fri, på at mine børn blev ældre så jeg fik mere frihed, på at finde mit drømmejob, på at det blev aften så jeg kunne komme i seng, på at blive opdaget som en fantastisk skribent eller på at jeg blev slankere så jeg kunne få et godt liv.

Er der nogen derude, der kender til at fortælle sig selv at vi skal vente på noget?

Hvilket jeg vil påstå i virkeligheden ikke gør så meget godt for et menneske.

Eller måske kan det godt være godt nok nogen gange, fx når vi går og venter med forventningens glæde.

Det er mere det her med at udsætte lykken, jeg ikke rigtig synes tjener et formål.

Kvalitetstid er noget bras

Men hvad med begrebet kvalitetstid.

Det giver da virkelig associationer til at udsætte lykken.

Vi venter på, at vi kan have den virkelig gode tid sammen.

Det får al den anden tid, nemlig ventetiden, til at blive mere ubetydelig, og det fjerner os fra at være nærværende hele tiden, hvis du spørger mig.

Så jeg har klart afskaffet begrebet kvalitetstid i mit liv, for jeg gider ikke længere gradbøje min tid.

Hvert sekund er vigtigt for mig.

Eller det er i hvert fald sådan jeg prøver at leve mit liv.

Jeg vil leve hele tiden.

Og jeg vil gøre det med passion.

Det vil sige, at jeg vil gøre de ting i mit liv som nærer min sjæl og gør mig glad.

Og så vil jeg lade det andet ligge.

Og det er i virkeligheden meget simpelt, for det er mig som skaber mit eget liv, og jeg bestemmer selv, hvordan det skal være.

Og hvis du har set filmen De døde poeters klub og kender ordsproget ”Carpe Diem”, så ved du præcis, hvad jeg taler om.

Og det er derfor jeg kan sidde her en ganske almindelig mandag formiddag og skrive om det, jeg synes er vigtigt.

For jeg lever min passion igennem mit job, og det er en fantastisk oplevelse, og det giver tilmed overflod energimæssigt og også økonomisk.

Uden at gå på kompromis

Og lige netop fordi jeg ikke går på kompromis med min lykke, og det jeg har lyst til, tog jeg for et øjeblik siden kontakt til min tidligere svigermor.

Jeg har ikke set hende i adskillige år, men vores forhold har ikke ændret sig en tøddel.

Hun forstår stadig væk alt hvad jeg siger på magisk vis, uden at jeg skal forklare det.

Jeg har netop opdaget, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv.

Jeg har også opdaget, at jeg ikke har tænkt mig at vente længere med at se hende.

Så jeg har inviteret mig selv i en mail, og jeg håber at hun siger ja. Jeg lover at skrive en opdatering på det.

Og så er der bare tilbage at spørge til dig? Lever du mens du venter på bussen? Eller er den kørt forbi uden du opdagede den? Det er ikke for sent at stige på.