Historien om bjerget i Nepal eller historien om angst, stress og depression


Af Signe Ruby

Vil du høre historien om hvordan angst, stress og depression blev resultatet af høje ambitioner, præstation, perfektion og et kompromisløst arbejdspres?

Det er knap 13 år siden, at min verden væltede på et overraskende splitsekund. Jeg var i starten af tyverne og havde rejst en stor del af verden i laser.

At det skulle ske i knap 5000 meters højde i Nepals smukke og uspolerede bjergkæde Himalaya, det havde jeg slet ikke forudset.

Den idylliske sneovertrukne bjergkæde nærmest sneg nærvær og stilhed langt ind i sjælen, – så det var et kæmpe paradoks, at det var her, jeg skulle opleve mit livs krise.

Præstation, perfektion og punktering

For at du kan sætte dig ind i situationen, skruer jeg lige tiden yderligere et år tilbage, inden den dag på bjerget, hvor livet mødte mig fra en hel ny side.

Jeg var jo kvik i pæren og dygtig til det meste, og vel det man kan kalde en begavet ung kvinde med stor grådighed på livet.

Jobs var der mange af, og de blev alle klaret til perfektion. Familien blev også plejet og kæresten ligeså.

Og så var der studiet, hvor jeg kunne brilliere, præstere og lave mine opgaver til perfektion.

Tjah, det kan virke lidt underligt at nævne, men det var det mit liv gik ud på.

Jeg arbejdede ca. 40 timer i ugen, fik topkarakterer på mit studie og det var en helt normal hverdag for mig.

Hvis du havde spurgt mig dengang troede jeg sikkert, at det var det, de fleste mennesker gjorde.

Jeg forstod på ingen måde, det pres jeg udsatte min sjæl for.

Der kommer altid en regning!

Inden turen ud i verden havde jeg arbejdet endnu mere for at tjene pengene, og jeg havde lavet alle mine eksamensopgaver 6 måneder for tidligt for at kunne tage afsted.

Jeg er senere hen blevet klar over, at der altid kommer en regning for det som din krop og sjæl bliver overbebyrdet med.

Spørgsmålet er så bare, hvornår den kommer. — Hvis du spørger mig kommer regningen,
når der bliver ro, tid og luft til det.

Vi kender det allesammen i light-udgaven, fx når sygdom har sneget sig rundt om os de sidste 14 dage inden ferien, og baaam så bliver vi lagt ned, når ferien endelig kommer.

Eller som regningen manifesterede sig i mit liv, da jeg stod på toppen af et bjerg og var uforstyrret af pligter, normer og omgivelser.

Det var her jeg skulle hente mit livs læring.

Alt det jeg siger tak for den dag i dag.

Sammenbrud i 5000 meters højde

Så skru nu tiden frem til øjeblikket, hvor jeg stod på bjerget, mens mit larmende hjerte hamrede løs og forsøgte at råbe mig op.

Jeg var rådvild og havde ikke et sekunds stilhed i min krop.

Det var sådan min krop kommunikerede at den var stresset, udpint og fuldstændig og aldeles overloaded.

Som forsvar udviklede jeg en strategi, hvor jeg tævede løs på mig selv på brystet, og nød de sekunders ro det gav i kroppen kun at mærke slagene fra mine egne knytnæver.

Jeg husker den tid som en søvngængeragtig tilværelse, hvor der ikke fandtes hvile, men ej heller aktivitet.

Jeg var tvunget til refleksion, selvom hjernen ikke længere fungerede.

Knytnæveslagene fandt i løbet af de næste par måneder en roligere rytme og blev hen ad vejen til blid berøring og til sidst blot en varm hånd på min brystkasse.

Det var først mange år senere da jeg mødte Carsten at jeg opdagede at jeg udviklede mine selvhelbredende evner dengang på bjerget.

Mine hænder hjalp min krop og, det var her jeg første gang mødte fænomenet healing, selvom jeg overhovedet ikke vidste, at det var hvad jeg havde gang i.

“Fortæl mig om en angst og jeg har haft den….”

Det var mærkeligt at komme hjem til Danmark og blive endevendt for alle fysiske sygdomme.

Hjertekardiogrammet var i top og den fysiske form fejlede ikke noget.

Så logikken trumfede, og jeg var rask, selvom jeg følte mig helt og aldeles jammerligt tilpas.

Det var først her helvedet begyndte for alvor.

Jeg gik i panik og jeg nåede i løbet af de næste 5 måneder at gennemleve en liste af angstformer så lang som Chile.

Hver gang jeg opfandt en strategi til at overleve en angst, dukkede en ny op og triggede mit liv.
I bakspejlet er det næsten tragikomisk at tænke på hvordan jeg var bange for at sluge min egen tunge, bange for at køre ud fra broer eller bare træde speederen helt i bund og køre op i røveren på den forankørende.

Når jeg i dag taler med mennesker med angst har jeg endnu ikke prøvet, at de fortæller mig om en angst, som jeg ikke selv har haft.

Det værste var, når jeg var sammen med andre

Men der hvor det blev virkelig panikagtigt var, når der var andre indblandet.

Jeg fik den her tendens til at få lyst til at sige bizarre ting til andre mennesker såsom at spørge dem om de have været til luder eller om de tit tissede i underbukserne.

Eller jeg fik trang til at råbe røv i biografen eller i kirken, og jeg gjorde det faktisk en enkelt gang i biografen og satte mig bagefter ned og så filmen med de andre.

Det værste var da trangen til at kvæle andre kom over mig.

Jeg blev så bange for den angst, at jeg sad på mine hænder i flere måneder, og jeg troede at jeg ville blive sat i fængslet hvis nogen hørte det.

Jeg var healer uden at vide det – og det er du også

Jeg var i zoombie mode i nogle år, indtil jeg begyndte at lægge hænderne på kroppen igen – og trække vejret.

Når jeg tænker på det nu, er det helt fuldstændig fantastisk at min krop i virkeligheden fortalte mig hvad der skulle til for at helbrede mig.

Det blev min overlevelsesstrategi at ligge der som en hæsblæsende hjuldamper, der bare kørte luften ind og ud af systemet, og mine hænder brændte mens de fodrede mine celler med ny og ren energi.

Og hvis du sidder lige nu og tænker medfølende tanker med denne turbulente periode i mit liv, så er det tidspunktet, hvor du kan ånde lidt mere lettet op, for bedst som jeg selv troede at jeg var ved at give op, begyndte jeg at få det lidt bedre.

Jeg havde opfundet tonsvis af helbredende teknikker, så mange at jeg kunne skrive en bog, og det kan skam også være at jeg gør det en dag.

Passion er min største styrke og min største faldgrube.

I dag er jeg et passioneret menneske som lever mine drømme fuldt ud samtidig med at jeg passer på mig selv, og mit liv handler om at undervise andre i mine teknikker.

Min passion er for altid min største styrke og min største faldgrube, og derfor trækker jeg stadig vejret dybt flere gange om dagen.

Enten gennem meditation, visualiseringer eller bare gennem åndedrætsøvelser.

Min krop er min læremester og den fortæller mig altid hvornår det er på tide at geare ned.

Jeg er taknemmelig for alt hvad min krop har lært mig og for de guidelines jeg har fået lov at modtage i så ung en alder.

Denne historie er mere en historie om livsmod og kroppens visdom end om stres, angst og depression.

Det er allermest historien om bjerget i Nepal og den rigdom som jeg fandt på toppen, ligesom det er historien om den styrke som er på den anden side af enhver krise.