manifestation-1


Af Signe Ruby

Du ved det måske ikke, men du er født med en indbygget tryllestav, som giver dig præcis det, du ønsker dig.

Den kaldes din manifestationsevne, og faktisk bruger du den hver eneste dag.

Du kender sikkert følelsen af at vågne op glad og frisk, og så er det ligesom, at der dukker gode ting op for dig hele dagen igennem.

Eller måske har du prøvet at gå og brokke dig over din chef, og du synes bare, at der konstant bliver flere og flere ting ved ham, som du ikke kan klare. Faktum er, at du i begge tilfælde har haft fuld gang i dine manifestationsevner.

Jamen jeg ønsker mig da ikke en dum chef”, tænker du måske, men faktisk er det dig selv, som har bestilt ham gennem dit brok.

For det, som du sender ud i dine ord, tanker og handlinger, er det, som du får tilbage.

Så hvis du går og brokker dig, så tror universet, at det er det, som du gerne vil have, og så får du endnu mere at brokke dig over.

Og på samme vis, hvis du glæder dig over hver dag, så får du endnu mere at glæde dig over. Smart, ikk?

 

Manifestation i 3 trin

Nu hvor du ved, hvordan manifestation overordnet virker, så lad mig komme i gang med at vise dig, hvordan du bevidst kan bruge din manifestationsevne til at få endnu mere af alt det lækre og glædesfulde, som du gerne vil have i dit liv.

Derfor får du her 3 enkle og powerfulde manifestationstrin, som er inspireret af fantastiske Janet Atwood, og jeg kan godt love dig for, at de skruer op for din manifestationsevne og sætter max fut i virkeliggørelsen af dine drømme.

Trin 1: Sæt din intention

Først må du finde ud af, hvad du brændende ønsker dig. Ikke hvad der kunne være rart eller praktisk eller hvad dine kære ønsker sig, men hvad DIT hjerte virkelig længes efter. Er det kærlighed? Er det mere tid? Nærvær? Et job, hvor du kan lave det, som du er passioneret omkring? En ny ven, som du kan dele dine tanker med? En bolig, hvor du føler dig glad og tilpas?

Hvad ønsker du dig her i livet? Vær fuldstændig ærlig over for dig selv og begynd så at takke for det, som du allerede havde det i dit liv. Det gør du ved at bruge alle dine sanser til at mærke, hvordan det ville være, hvis det, du ønsker dig, allerede var her hos dig. Du kan gøre det ved at spørge dig selv om følgende:

  • Hvordan ser mit ønske ud?
  • Hvordan lugter det?
  • Er der nogen lyde forbundet med det?
  • Hvordan mærkes det?
  • Hvad føler jeg, når jeg har modtaget det, som jeg ønsker mig?
  • Hvordan ser jeg ud, når jeg har fået mit ønske opfyldt?

Du skal bare sovse dig godt og grundigt ind i det, for på den måde retter du dit fokus mod det og sender en masse dejlig energi i den retning.

 

Trin 2: Giv dit ønske opmærksomhed

Når først du har sat din intention, så er der et par simple ting, som du kan gøre for at støtte op omkring din intention, så du hver eneste dag tager bare ét lille skridt hen imod den. Du kan fx:

  • Sætte et billede af dit ønske på køleskabet, spejlet eller øverst i loftet i dit soveværelse, så det er det første, du ser hver morgen, og det sidste du ser hver aften, inden du lægger dig til at sove.
  • Gå med en et armbånd, en figur eller en sten i lommen, som minder dig om din intention.
  • Bruge 2 minutter hver dag på at italesætte din intention.

Det er fuldstændig lige meget, hvad du gør for at minde dig selv om, hvad du er i gang med at manifestere, så længe du bare gør det hver dag. Men nu mere du retter din tale, tanke og handling mod det, nu mere skærper du dine manifestionsevner.

 

Trin 3: Hav tillid

Når du har fundet den bedste måde for dig at støtte op omkring din intention, så handler det simpelthen om at give slip og have tillid til, at det du ønsker dig vil komme til dig. Du kan ikke vide i hvilken form eller hvornår dit ønske vil komme til dig, men hav tillid til, at det vil komme på den bedst mulige måde på det rette tidspunkt.

Du kan styrke din tillid til universet ved at lave dit eget tillidsmantra, som du siger til dig selv hver dag – eller snuppe det her:

Jeg er taknemmelig for alt i mit liv. Jeg er støttet af universet og har fuld tillid til, at det giver mig præcis det, som jeg ønsker mig til rette tid”.

Hvis du lige nu sidder og tænker ”Sidder du og siger til mig, at jeg kan få alt, hvad jeg ønsker mig” eller ”Det der har jeg prøvet, men det virker altså ikke for mig”, så er mit svar ”Ja og Jo, hvis hele dig ønsker det, så kan du få alt, hvad du ønsker dig”. Og her er det, at jeg får en ustyrlig lyst til at tilføje en ekstra dimension til den 3-trinsmodel, som jeg lige har præsenteret dig for.

manifestation-2

 

Mudrede intentioner giver mudrede resultater

For at du kan manifestere dine ønsker, så er du nødt til at sikre dig, at dit ønske kommer fra dit hjerte, og at hver eneste lille celle inden i dig hopper af begejstring ved udsigten til at modtage det. For hvis bare en lille del af dig ikke gør det, så udsender du blandede og mudrede signaler, og så er det dét, som du får tilbage fra universet.

Men jeg ønsker mig det jo” tænker du måske, og det gør du givetvis også, men kunne der være en lille bitte del af dig:

  • Som ikke helt synes, at du er god nok til at modtage dit ønske?
  • Som er bange for den opmærksomhed, der følger med opfyldelsen af dit ønske?
  • Som er utryg ved det nye, som dit ønske medfører?
  • Som er bange for, hvad andre tænker?
  • Som ved, at hvis dit ønske bliver opfyldt, så vil det have nogle konsekvenser, som en eller nogen omkring dig måske ikke vil synes om?

Sagt med andre ord. Er der en lille del af dig, som helst ikke vil have, at dit ønske går i opfyldelse og derfor påvirker din intention, så den ikke er 100 % ren og klar?

Og her kommer min ekstra dimension, som vi kan kalde Slip fortidens overbevisninger. For vi trækker alle tråde tilbage til vores fortid, og de tråde er lagret med gamle overbevisninger og tankemønstre, som ligger og hygger sig i vores underbevidsthed. Du kan betragte dem som små grønne og slimede mønster-monstre, der fx hedder jeg er ikke god nok; jeg er ikke noget værd; det er farligt at få succes: jeg fortjener ikke kærlighed; jeg er altid uheldig, gode resultater kræver hårdt arbejde, livet er et knokleri osv.

Og min pointe er, at hvis de lever i dig, så vil den ønskeliste, som du med hele den du er sender ud til universet, altid være fedtet ind i grøn monsterslim. Så for at få det, som du ønsker, bliver du nødt til at fange de små mønster-monstre, forvandle dem til glinsende guldperler, der kan flyde rundt i kroppen på dig og give dem nye navne som fx jeg er betydningsfuld; jeg er et værdifuldt menneske; min succes bringer mig lykke; jeg er kærlighed; jeg er heldig; jeg lever med glæde og lethed; livet er nydelse osv.

Det er nemlig sådan, at hvis du ikke føler dig betydningsfuld, og du tror, at livet er hårdt og besværligt, så vil en del af dig fortsætte med at tro, at der ikke er mere liv til dig end at overleve i et endeløst knokleri med fødderne slæbende efter dig. Og så er det, at du delvist manifesterer fra et sted med underskud og dermed modtager mere underskud.

 

Hemmeligheden, som alle overser…

Er at LIGE TILTRÆKKER LIGE!

Dvs. du tiltrækker dine ønsker på det bevidsthedsniveau, som du er på. Så det er ganske enkelt umuligt at tiltrække fx penge eller kærlighed, hvis du går og føler dig i underskud af det. Du må i stedet hæve dig selv op på et niveau, hvor du føler dig rig og elsket, for at kunne tiltrække mere af det. Og det gør du netop ved at være taknemmelig for al den rigdom og kærlighed, som du allerede har i dit liv. Og rigdom kan sagtens være små ting, som at du får mad hver dag, at du har tag over hovedet, at der er varmt vand i din hane, at du har en skærm at læse det her på, og jeg kunne blive ved. Jeg er sikker på, at når du først tager dine taknemmelighedsbriller på, så er der uendelig meget kærlighed og rigdom i dit liv.

Og netop derfor er det hamrende vigtigt, at du lærer at manifestere bevidst, så du kan stille ind på din hjertefrekvens, så de gamle og slimede mønster-monstre fra fortiden ikke trækker dig rundt i manegen. For når de ikke længere gør det, så kan du manifestere ud fra et sted i dig, som hverken er bange for at slippe trygheden ved det gamle og velkendte, eller som tror, at du skal kæmpe og knokle for at få, hvad du ønsker dig, men som går efter det, du vil have, fordi du er betydningsfuld og fortjener det.

manifestation-3

Hvis du bliver i tvivl om, hvorvidt du er på den rette frekvens, hvor du manifesterer fra hjertet, så tjek lige hvor du er på dit bevidsthedsniveau. Er du på:

  • Det almindelige bevidsthedsniveau, hvor du tænker og forsøger at analysere dig frem til svaret, hvor du vejer for og imod og prøver at regne den ud? Eller hvor det, du tror du ønsker dig, fx en ny lækker audi, skal kompensere for dit virkelige og inderligste ønske om at blive set og anerkendt? For så har du sat dig selv på et pokkers hårdt knoklearbejde, der giver tankemylder, vækker din frustration og aldrig vil manifestere sig, fordi du manifesterer ud fra et mangelsted, hvor der fx mangler anerkendelse, og derfor vil du blot vil opleve mere mangel i dit liv.
  • Det universelle bevidsthedsniveau, hvor du kender dit ønske, men ikke bekymrer dig om, hvordan du får det opfyldt? Du prøver ikke at finde den konkrete løsning eller regne den ud, men ved at fx rigdom og kærlighed kan komme i mange former. Du forestiller dig bare, at du allerede har opnået dit ønske og takker for det. Bum!

Bare giv fuldstændig slip på den første metode, for den giver dig ikke andet end grå hår og panderynker. Forvent i stedet, at dit ønske bliver til virkelighed. Forvent at det bliver let som en leg og at det, som du ønsker, lander i dit liv på rette tid, når tid er. På den måde bliver du ikke bremset i, at udfaldet skal være på en bestemt måde, men holder dig selv åben for at modtage dit ønske, og så vil udfaldet være meget bedre, end du i din vildeste fantasi har kunnet forestille dig.

Tak for at du læste med.

Kærlig hilsen Signe